Det ligger ikke til Løvinden at fejlbedømme en situation, og sidst det skete var det på ingen måde Løvinden, der kunne klandres. Fejlen lå helt hos arrangørerne, der havde henlagt foredraget til en sal, der var så lille, at Løvinden sammen med 25-30 andre slukøret måtte gå hjem igen. Hvem havde nu også forestillet sig, at en foredragsrække om Carsten Niebuhr trak mere end fulde huse?
I stedet fornøjer Løvinden sig nu med Thorkild Hansens version af ekspeditionen. Hun muntrer sig med ham over von Haven, der aspirerede til at blive ekspeditionsleder, men ikke rigtig kunne klare sørejsens friske vind og derfor stod af igen i Helsingør for efterfølgende at tage turen til Middelhavet ad landvejen. Hun lever med i ekspeditionsgemytternes interne uoverensstemmelse, som bl.a. medførte et rigeligt indkøb af arsenik i Konstatinopel. Hun klukker over Hansens beskrivelse af diplomaternes evne til at tale med to tunger, og hun noterer sig med interesse følgende passage ang. de jordiske rester af Adam og Eva:
'En formiddag passerer de et lille bedehus i ørkenen, og Niebuhr spørger sin ledsager, hvorfor der ligger et kapel netop her. Det er et rutinespørgsmaal, og det undrer ham derfor lidt at se araberens betydningfulde mine ... Araberen ser alvorligt paa ham. Det er Evas grav, siger han og holder en lille pause for at lade sine ord synke til bunds i tilhøreren med deres fulde vægt. Saa kikker han hen paa bygningen og fortsætter i det samme alvorlige tonefald: det lille kapel er anbragt saaledes, at alteret i dets midte staar nøjagtigt over hendes navle.
Niebuht tøver lidt, men saa ender det alligevel med, at han gaar hen og maaler stedet ind paa sit kort ved hjælp af sit astrolabium. Man kan aldrig vide. Og da han er et ordensmenneske, der ikke bryder sig om at gøre tingene halvt, føjer han yderligere en lille bister note til det paagældende sted i sin dagbog. Den er ligeledes baseret paa et arabisk udsagn. Den oplyser kort, at Adam anses for at være begravet paa Ceylon.'
Efter et kort, men venligt ophold i Djidda
'araberne i Djidda opfatter ikke europæernes tilstedeværelse som en fornærmelse, som de gør det i Ægypten. De kender dem jo heller ikke saa godt'
er ekspeditionen efter 2 års rejse netop ankommet til Det lykkelige Arabien. Alle er stadig i live. Det bliver de ikke ved med at være.